Kære medlemmer i BFM
Her kommer en lille update fra det arbejde jeg – på jeres vegne – laver for ECSA (European Composer & Songwriters Alliance).
Rigtigt meget fokus er på AI i øjeblikket. Desværre er vi igen havnet i en situation, hvor virkeligheden har fået et stort forspring i forhold til lovgivningen.
Vi har længe fået at vide, at komponister skal have muligheden for en såkaldt ‘opt-out’ model, hvor ens værker bliver fjernet fra de tjenester, der træner AI.
Det er dog ikke helt så nemt, og mange spekulerer i om det blot er en afledningsmanøvre, for det der i virkeligheden foregår: At der potentielt er så ufatteligt mange penge i AI, at det der – af mange jurister – bliver kaldt verdenshistoriens største ophavsretslige tyveri, simpelthen bare er en fodnote i de store tech-selskabers jagt på at vinde AI-kapløbet.
Den pris de står til at skulle betale for deres lovbrud blegner i forhold til den gevinst, der er i udsigt.
Hos filmkomponisterne er der også tendenser, der bekymrer.
Øverst på den liste står en frygt for , at de fleste dokumentarer på streaming-tjenester vil have AI genererede scores i 2026.
Når det kan ske, er det fordi streaming tjenesterne sikrer sig rettighederne til at træne AI på den musik, der bliver leveret til deres programmer.
Så et opråb herfra er, at være meget opmærksomme på de kontrakter I underskriver, og kontakte BFM, hvis der er noget I finder særligt mistænkeligt.
For at slutte på en lidt bedre nyhed, så bliver der i november afholdt Camille Awards i Paris. Her er Jonas Struck nomineret for sit score til ‘Apolonia Apolonia’. Stort tillykke!!
Prisoverrækkelsen finder sted sammen med det næste ECSA møde, så jeg ser frem til at sende jer mere info derefter – og selvfølgelig at møde jer til vores årsmøde.
Som altid hører jeg gerne fra jer, hvis I har spørgsmål.
På vegne af BFM
Jesper Hansen
/ Jesper Hansen