Hvad er du aktuel med?
Jeg er aktuel med musikfilmen Rød Bil Blå Bil, som indgår i totalinstallationen af samme navn, skabt i samarbejde med billedkunstner David Dellagi og tonemester Arne Bock, der har stået for de binaurale 3D-optagelser og mix. Rød Bil Blå Bil har netop været præsenteret på Kulturmødet Mors og skal i næste måned videre til Viborg Animation Festival.
Koncertrummet er en genbrugsbil, som er blevet udstyret med lys, lyd, skærm og computer – og bilen selv bliver en del af værket. Et sted består lydsporet eksempelvis blot af regn mod bilens tag. På skærmen snurrer en paraply, og efter lidt tid tænder bilen selv for vinduesviskerne. På den måde bliver bilen en levende del af oplevelsen i stedet for blot at være noget, man sidder i.
Hvad arbejder du med lige nu?
Lige nu arbejder jeg på at videreudvikle Rød Bil Blå Bil til Vinterlys 2027 i Fredskoven i Skjern, hvor temaet er Out of Scale.
Vi bygger en nedskaleret vej, der løber gennem skovbunden og leder frem til Rød Bil Blå Bil. Vejen får små biler med lys, gadelygter, vejskilte, autoværn og kantpæle med reflekser – hele det velkendte vejlandskab, bare forskudt i skala.
På den måde begynder installationen allerede, inden man når frem til bilen – næsten som en lille ouverture til selve værket.
Hvilket allerede eksisterende score ville du ønske, at du selv havde lavet? Og hvorfor?
Clint Mansells score til The Fountain. Jeg husker, at jeg så filmen alene en sen nat og blev fuldstændig opslugt af den. I min erindring står den næsten som en drøm – eller en feberdrøm – noget, jeg ikke helt ved, om jeg virkelig har set. Billederne og musikken smelter sammen til én lang indadvendt rejse.
Det er en film, jeg helst vil se alene. Der er noget ved dens univers, som rækker meget dybt ind i ens forestillinger om kærlighed, tab, død og eksistens. Og Mansells musik tør gå hele vejen med filmen.
Det får mig også til at tænke på noget mærkeligt ved det at være kunstner: Vi kan kaste os hovedkulds ned i de mørkeste følelser og nærmest svømme lystigt rundt i dem – i sorg, tab og død – og samtidig opleve det som noget utroligt smukt. Måske er det noget af det, kunsten kan: gøre sorgen til et sted, man ikke kun udholder, men mærkeligt nok får lyst til at blive lidt længere i.
Jeg elsker, når musikken får lov til at bære mig så meget igennem en film. Når den ikke bare ligger under billederne, men bliver en kraft i sig selv, som fører mig længere ind i filmens følelsesmæssige univers. Og i The Fountain smelter historie, billeder og musik sammen til én lang emotionel rejse – næsten et trip – som bevæger sig længere og længere indad og efterlader én et sted mellem sorg, skønhed og drøm.
Det ville jeg gerne have skrevet. Jeg håber, det at dø er lige så smukt som denne film.
Hvad er din største drøm som komponist – hvad vil du allerhelst kaste dig ud i – sammen med hvem? Og hvorfor?
Jeg drømmer om at arbejde med en filminstruktør, der tør give lyden en hovedrolle. Lidt som The Artist tør lade fraværet af lyd ændre hele vores oplevelse af billedet, kunne jeg godt tænke mig at gå den modsatte vej: at lade lyden overtage fortællingen i enkelte scener og lade billedet træde tilbage.
Jeg elsker at arbejde med 3D-lyd og rum, og jeg kunne virkelig godt tænke mig at udforske, hvad der sker, når lyd og musik ikke bare understøtter filmen, men i nogle øjeblikke bliver det bærende medie.
Drømmen er derfor ikke så meget én bestemt instruktør, men at møde en, der har mod på at eksperimentere med forholdet mellem billede, musik, lyd og rum.