Nyt fra ECSA og FFACE

“It’s really hard to understand what it is you guys do, until you actually see it for yourself!”

Sådan sagde Blankey – en repræsentant fra Ivors Academy i England, til årets første ECSA møde d. 18 og 19 marts, hvor komponister fra mere end 25 lande mødtes (heriblandt flere af vores samarbejdspartnere fra f.eks. Nordic Film Music Days)..

Og han har ret!!

Det arbejde ECSA laver, kan være svært at forstå – og endnu sværere at mærke i vores hverdag.

Men når man, som jeg, har været en del af ECSA i mange år, så er organisationens vigtighed og relevans svær at komme uden om.

At der findes en instans, som laver benhårdt lobbyarbejde i EU, på vegne af alle komponister i Europa, er fantastisk. For uden ECSA, ville den lovgivning der findes på rettighedsområdet se væsentligt anderledes ud.

Så, som jeres faste repræsentant i den søjle der arbejder med filmmusik (FFACE), er jeg stolt over at være valgt som forperson i komiteen, og endnu mere stolt over at kunne fortælle at vi faktisk gør en forskel her også.

For nyligt har vores tyske medlem været hovedansvarlig for en licenserings-aftalt om “online only licensing” der betyder at tyske producenter nu ikke længere behøver bruge udbydere af musik som Epidemic Sound, men igen kan bruge al kommerciel tilgængelig musik, og i Spanien har vi spillet en stor rolle i at stoppe det forslag der kom fra deres CMO (forvaltningsselskab) om at skære betydeligt i den rate som produktionsmusik får som underlægning på TV.

I begge tilfælde gælder det, at disse issues kunne sætte en farlig præcedens for os filmkomponister. Hvis andre begyndte at følge deres eksempel kunne det, på Europæisk plan, betyde lavere takster for brug af produktionsmusik og end endnu større udbredelse af non-society musik.

Disse ting betyder, at vi i FFACE har fået blod på tanden, og fremover kommer til at være mere aktive i at ændre nogle af de systemer som vi føler er forkerte.

Hvordan vi griber det an, bliver hovedpunktet på en række online møder vi kommer til at holde frem til det næste fysiske møde, som bliver i Paris i efteråret 2024.

Som altid er I hjertens velkommen til at kontakte mig, hvis I ønsker at høre mere om ECSA og FFACE.

På vegne af BFM
Jesper Hansen

da_DKDanish