Library i Danmark er domineret af ganske få forlag. I England derimod er der rigtig mange, og konkurrencen er hård. Ikke kun mellem komponisterne, men også mellem forlagene.
Chris Smith er en af de engelske komponister, som i større og større grad tjener sine penge gennem library. Og som er så velrenomeret, at hans musik er ønsket på mange af libraryselskaberne. Med en baggrund fra musik til reklamer og tv – 23 år som professionel levebrødskomponist – har han et stort katalog af musik at tilbyde. Chris Smith fortæller:
”Tidligere var det forholdsvist nemt at tjene en god indkomst gennem arbejde med reklamer. Sådan er det ikke mere. Der er ikke nok arbejde indenfor musik til medier. Alle er presset, og der er så mange kanaler, at også virksomhedernes marketingsbudgetter bliver pressede.
I library er der en række fordele. En af dem er, modsat musik til reklamer, at musik til library har en meget lang levetid. Det kan ligge der for evigt, og blive ved med at give afkast.
Jeg bruger omkring halvdelen af min arbejdstid på library, og tjener cirka en tredjedel af min årsindtægt på samme. Men mine indtægter fra området bliver større og større i takt med, at jeg får lagt flere og flere kataloger ud.
Som det er nu har jeg en 30-40 tracks liggende til brug for library. En tommelfingerregel er, at hvert track generer omkring 1000 pund om året. Når det er kørt ind på markedet. Men det tager lidt tid. Oftest går der et år eller to, før du ser indkomsten i din egen lomme.”
I England bliver både de mekaniske rettigheder og royalities clearet kollektivt gennem MCPS, (kan sammenlignes med det danske/nordiske NCB.) Chris Smith fortæller, at det indtil nu har fungeret fint. Men området og markedet forandrer sig hele tiden, og der er nogle store spillere, som er med til at presse priserne.
”Det er en reel trussel mod det eksisterende. For at beholde andelen på markedet har MCPS sænket raterne. Hvilket selvfølgelig reducerer min indkomst.”
Så også her er der pres på. For at sikre en rimelig indtjening har Chris Smith derfor valgt at lægge sin musik på hele tre librarys.
”Et enkelt library er ikke længere i stand til at holde din indkomst oppe. For at sikre, at min musik har gode chancer for at blive præsenteret, og dermed brugt, har jeg derfor valgt at samarbejde med flere aktører.”
se mere om Chris Smith her