Beretning 2017

BFM Årsberetning 2017

Nordisk film og dermed filmmusik har gennem de sidste år haft et stærkt vindue på verdensplan: det er BFMs fornemste opgave at bidrage til at danske film- og mediekomponister rider med på denne bølge og vinder fodfæste derude – også efter at opmærksomheden har fortaget sig.

Endvidere er det vores opgave at bidrage til den kamp for at beholde vores rettigheder som aldrig har raset stærkere end lige nu, både her og i EU.

Vi har, via vores foreløbige status som den eneste specialiserede brancheklub for filmkomponister i Norden, store muligheder for at igangsætte og være lokomotiv for en række aktiviteter på tværs af landegrænserne; dette har foreløbig udmøntet sig i en fællesnordisk filmmusikpris ‘HARPA’, samt et øget nordisk samarbejde i vores europæiske organisationer. Endelig skal vi ikke glemme de hjemlige forhold: siden 2006 har vi arbejdet for at højne niveauet og det kollegiale sammenhold, samt medvirke til at sikre fornuftige arbejdsforhold for danske mediekomponister.

  1. Nationalt netværk, medlemsmøder og -pleje
    BFM har knapt 90 medlemmer. Blandt disse er der et stort ønske om at mødes for at dele viden om det at skabe musik til film- og andre audiovisuelle medier. Det gælder ikke mindst den sidst tilkomne faggruppe, spil-komponisterne m.fl.
    For at tilfredsstille dette behov afholder vi medlems- og netværksmøder. Nogle af disse sker i samarbejde med eksterne samarbejdspartnere, for eksempel Filmskolens efteruddannelse, filmtalent eller DR Ensembler.

I 2017 har vi afholdt en række medlemsmøder- nogle mere velbesøgte end andre.
22 marts købe vi et par håndfulde billetter til visningen af SCORE på Charlottenborg. Det var i forbindelse med festivalen CPH:PIX. Efter rulleteksterne spillede BFM medlem Kristian Eidnes Andersen stykker fra sit virke akkompagneret af cellisten Henrik Dam Thomsen.
15. Juni gav vi sammen med Filmskolens Efteruddannelse rum for et par timers samtale med komponist og instruktør omkring arbejdet med at lægge musikken til filmen, Den bedste mand.
29. august inviterede vi sammen med Filmtalent, filmtalenter fra filmmiljøer i hele landet, til et fælles speed meeting arrangement under Odense Internationale Film Festival(OFF) – en succes, som vi fortsætter i et øget samarbejde med festivalen.
28.-29. november holder vi workshop med musikere fra DR SymfoniOrkestret
Over to dage vil vi komme omkring 4 instrumentgrupper – horn, slagtøj, harpe og strygekvintet, og give vores medlemmer mulighed for at høre netop din musik for netop disse instrumentgrupper – og få feedback på netop din musik.

  1. Nordisk og internationalt netværk
    Sammen med de øvrige nordiske organisationer arbejder BFM for at lægge et fælles større nordisk syn på sager omkring ophavsret og at lette den Nordiske filmmusiks vej ind i det større europæiske marked. Det sker blandt andet gennem HARPA Nordic Film Composers Award og Nordic Film Music Days. For at sikre kontakten til det europæiske marked er HARPA Nordic Film Music Days fremover lagt i forbindelse med den årlige Berlin Film Festival.

Mandag 13 februar holdt vi, sammen med de andre nordiske lande HARPA Nordic film Music Days på Nordische Botshaften i Berlin.
Dagen præsenterede de 10 nominerede komponister til årets HARPA Nordic Film Composers Award. Selve prisen blev uddelt senere på året ved et arrangement på Cannes festivalen i samarbejde med ECSA.
Sune Martin vandt prisen for sin musik til til Martin Zandvliets “Under sandet-, der er produceret af Nordisk Film, mens 92-årige Bent Fabricius-Bjerre vandt Lifetime Achievement Award. Det er første gang Danmark vinder HARPA.
Nordic film Music Days blev gennemført med generøs støtte fra Nordisk Kulturfond, Nordisk Film og tv fond, Kulturkontakt Nord og de Nordiske ambassader i Berlin.
Vi venter stadig på svar fra fondene om støtte til HARPA Nordic film Music Days 2018 – som gennemføres søndag 18 februar.
Ved siden af Nordic film Music Days har vi netop taget initiativ til et større arbejde med at oprette et netværk af nordiske symfoniorkestre. Formålet er at sikre, at der altid er mulighed for at indspille filmmusik med nordiske orkestre, både økonomisk og praktisk. De første møder med orkestrene er i gang.
Derudover har vi i starten af november måned for anden gang en aktivitet på Nordische Filmtage Lübeck for at vise, hvordan filmmusik også kan fremføres. Og måske bane vej for jeres musik ud i verden. Sidste år var det i en bus, hvor publikum – med bind for øjnene – blev fragtet gennem det nattemørke Lübeck. I år er vi gået ind i en dykkerklokke. Tre af vores medlemmer, som også er udøvende musikere, er gået sammen om at skabe en installation specielt til Skt. Petri Kirke. Installationen er åben i dagtimerne i næsten hele festivalperioden og afsluttes med to live-koncerter lørdag 4. november.

  1. Politisk lobby
    BFM skal i samarbejde med komponistforeningerne fortsætte oplysningsarbejdet og styrke relationen til samarbejdspartnere, ikke mindst DFI og Filmskolen – derved kan der opstå politiske samarbejdsmuligheder..

Vi samarbejder bredt. I forbindelse med Nordic Film Music Days kører vi parløb med DFI, og vores samarbejde med Filmskolens Efteruddannelse er også med til at sikre, at vi er en spiller som man regner med. Ud over disse vigtige punkter har vi valgt og politisk besluttet, at lægge det politiske lobbyarbejde hos vores organisationer.

  1. Koda og rettighedsmidler
    BFM skal fortsætte dialogen med Koda og afsøge om man sammen kan lægge et pres på producenterne om mere åbenhed omkring indrapportering af brug af musik. Det samme gælder fasen omkring kontraktskrivning. Her oplever film-og mediekomponister ofte at de udsættes for et stort pres. Dette arbejde skal suppleres med et øget internt informationsarbejde omkring det at køre en business som film- og mediekomponist. Hvordan læser man en kontrakt? og hvad er gældende lov og regler? Ikke mindst er der brug for et større informationsarbejde omkring rettighedsvilkårene for spilkomponister – ikke kun på dansk, men også på nordisk og europæisk plan.

Tilbage i maj 2015 lavede vi en rapport om rapporteringen af CUE sheets. I samarbejde med ECSA tages den nu (to år efter) videre på Europæisk niveau.

I juni 2016 lavede vi en undersøgelse af Spilkomponisternes arbejdsforhold – især i forhold til rettigheder. Denne undersøgelse er nu udvidet til Nordisk niveau, og I samarbejde med ECSA tages den nu videre på Europæisk niveau.
Sammen med advokat Marianne Bruhn Andersen har vi færdiggjort en række grundige kommentarer til den model for kontrakt til bestillingsmusik, der ligger på producenternes hjemmeside. Vi vil bede jer betragte kommentarerne som et internt og fortroligt forhandlingsredskab. Dette arbejde er vi nu ved at udvide til Nordisk plan.

  1. Uddannelse af fremtidens professionelle
    I sammenhæng med rettighedsmidlerne ser BFM det også som vigtigt, at vi er med til at styrke dialogen med fremtidens instruktører, producenter og klippere. Formålet er at få en øget gensidig respekt imellem faggrupperne med et forstærket kunstnerisk udtryk for øje.
BFM ønsker i den sammenhæng at tage kontakt til en lang række af de miljøer, hvor fremtidens professionelle filmskabere samles og tale med de studerende. Her skal vi fortælle om vores virker og de problemstillinger, som vi render ind i. Derudover vil vi fortælle, hvorfor cuesheets er vigtige og hvad KODA egentligt arbejder med.

I starten af oktober sendte vi to af vores bestyrelsesmedlemmer rundt til det spirende produktionsmiljø. Disse rundture er virkelig en chance for at få sat BFM fast på nethinden på (kommende) samarbejdspartnere. 58 unge Instruktører, producere, manuskriptforfattere fra Super 6, Filmværkstedet, 18 Frames, Odense Filmværksted, Århus Filmværksted, Super 8.

Fælles for alle møderne var stor interesse fra deltagerne, og mange gode relevante spørgsmål.
Adskillige emner gik igen:
Hvornår er det bedste tidspunkt at få en komponist ind i processen?
Hvordan sørger man for at tale samme sprog om musikken?
Hvordan finder man filmkomponister? (både prof og upcoming)
Kan man godt tillade sig at spørge en mere etableret komponist, selvom der ikke er penge i projektet?

Mange havde i forvejen prøvet at cleare musik, og især hos producerne, var der mange spørgsmål omkring netop denne proces. Her er dog ikke tale om score, men stadig et emne hvor der er stor uklarhed, og som Koda bør være opmærksomme på.
Derudover havde vi fokus på kontrakter og cue-sheets, da det er en lidt ukendt størrelse for mange. Dette lod til at falde i god jord, da vi fik afmystificeret det hele en del.
Der lader til at være efterspørgsel på en simpel standardkontrakt for musik til lav-budget kortfilm, og i bestyrelsen undersøger vi om det er noget vi kan kaste os over.

Til sidst vil vi slutte med at sige, at vi ser frem til et 2018, hvor vi kommer bredere og mere sikkert og uomtivisteligt ud i Europa, i verden og markerer os som en seriøs medspiller på den nationale film- og mediepolitiske arena.

da_DKDanish