Lørdag 6. oktober fandt den fjerde udgave af Nordisk Filmmusikpris sted. I 2011 var Danmark vært, og turen var denne gang kommet til Island, som havde lagt begivenheden i deres storslåede kulturhus Harpa. Harpa er et navn som fremover vil komme til at klinge sødt i ørene på nordiske filmmusikkomponister. Ikke på grund af kulturhuset i Reykjavik, men fordi den nordiske filmmusikpris har fået navnet Harpa.
Den danske nominerede var i år Nicklas Schmidt, hvis fremragende musik til animationsfilmen “Den kæmpestore bjørn” var blevet udvalgt blandt mere end 20 scores til danske film. Nicklas var også nomineret til en Robert for musikken til selvsamme film, men måtte ved den anledning se sig slået af Sune Martins musik til filmen “Dirch”.
En lille dansk delegation satte kursen mod Island. Udover undertegnede var det fra BFM bestyrelsen Jesper Siberg, Halfdan E og sekretær Lone Nyhuus, samt kulturjournalist fra DR Tore Leifer, der i sin position som jurymedlem har været med til at indstille Nicklas til årets Harpa. I forbindelse med et af de planlagte seminarer havde han indvilliget i at være moderator. Nicklas selv tog naturligvis også med, og havde sin kæreste Rikke med på turen.
De islandske arrangører, med den karismatiske musiker/producer Jakob Frímann i spidsen, havde arrangeret et tætpakket og spændende program for de gæstende komponister og branchefolk. Et program, der udover film-screenings, panel diskussioner og god mad, også bød på indsigt i Islands spændende historie og små udflugter til nogle af de lokationer, der har været med til at præge Reykjaviks historie og udvikling.
Man må virkeligt tage hatten af for det enorme arbejde Jakob Frímann har lagt i årets filmmusikpris, og selvom det jo ikke er en konkurrence i sig selv, så er jeg sikker på, at de norske arrangører virkeligt vil spænde bæltet, for at kunne tilbyde et arrangement af samme kaliber, når de i april 2013 er vært ved den næste prisuddeling.
Tilbage i Reykjavik blev de nominerede komponister præsenteret. Om det skyldes et fælles nordisk bånd skal være uvist, men der opstod hurtigt en fremragende atmosfære blandt alle deltagerne, og der var tydelig gensidig respekt at spore blandt de fem komponister. Udover Nicklas var de nominerede Fredrik Emilson (Sverige, “Kronjuvelerne”), Timo Hietala (Finland, “Silence”), Hilmar Örn Hilmarsson (Island, “Last days of the Arctic”) samt Gisle Martens Meyer (Norge, “Pushwagner”).
Fredag og lørdag var der lagt sceenings af de nominerede film, og det var for mange den første mulighed for at se samtlige film. Der var virkeligt tale om forskellige produktioner, og det var spændende at se, hvordan musikkens rolle var klart defineret i hver film, men på meget forskellige måder. Således var det befriende, at man ikke kunne trække en rød tråd gennem de fem scores, eller bare kunne stemple dem som værende Hollywood-agtige. Egentligt var det vel kun kvaliteten, som de fem scores havde tilfælles, og man gik derfra med den dejlige fornemmelse, at der virkeligt bliver produceret filmmusik af høj kvalitet i Norden.
Men er musikken nordisk? Indeholder den en mystisk nordisk tone, man så tit hører nævnt?
Netop dette blev også taget op på en af de panel diskussioner, som blev afholdt, og samtlige komponister var enige om, at der nok eksisterer en dyb indgroet nordisk tone, men at det ikke er noget, de stræber efter.
Men måske er det noget, der binder vores lande sammen, og adskiller vores musik fra resten af Europa?
Mellem de forskellige programpunkter, var der heldigvis tid til at udforske Reykjavik lidt på egen hånd, og jeg er sikker på, at jeg taler på alles vegne, når jeg sender de varmeste anbefalinger og opfordringer om at besøge dette fantastiske land!! Alene Blue Lagoon er nærmest turen værd i sig selv!
I forbindelse med Harpa uddelingen havde både FFACE og ECSA arrangeret møder, og der var således også rig mulighed for at networke på europæisk og musikpolitisk plan. Hvad der blev diskuteret og vedtaget på disse møder hører ikke til i denne beretning. Kig på de respektive organisationers hjemmesider for mere info.
Selve prisoverrækkelsen fandt sted lørdag aften under afslutningen på Reykjavik International Film Festival, og Harpaen fik sit eget spot under festivallens afsluttende prisceremoni.
Så under overværelse af adskillige hundrede internationale filmpersonligheder, indtog Tore Leifer scenen, og kunne bl.a. præsentere en fremragende fremførelse af temaer fra de fem nominerede film, fremført af en strygekvartet.
Tore guidede os igennem en kort præsentation af de nominerede komponister, og da det kom til selve prisoverrækkelsen vidste det sig, at Jakob Frímann ikke var færdig med at hive kaniner op af hatten. Han havde nemlig fået ingen ringere end Björk til at overrække prisen. Det var virkeligt et scoop af dimensioner, og selvom det måske virker forkert, så er det netop denne slags tiltag, der kan gøre vores pris mere interessant i medierne.
De fem komponister blev hyldet på scenen, og vinderen blev udråbt. Æren tilfaldt Fredrik Emilson for sin stort anlagte musik til den svenske film, Kronjuvelerne.
Fredrik var en sympatisk vinder; og viste, at hans sejr ved årets svenske Guldbagge næppe var nogen tilfældighed. Når man hører ham berette om det tidspres, han var under i forbindelse med Kronjuvelerne, så kan man kun have respekt for hans arbejde.
Danske Nicklas Schmidt måtte altså tage tomhændet derfra. Men mon ikke han finder stor tilfredshed i, at være favoritten blandt de deltagene komponister og nordiske filmmusik folk. Det er i hvert fald ikke en uvæsentlig ære.
Der vil naturligvis altid være ting, der kan gøres bedre, og skønhedsfejl er svære at undgå. Men alt i alt skal de Islandske arrangører have stor, stor ros for nogle pragtfulde dage i Reykjavik.
Vi tog alle derfra en god oplevelse og mange nye venner rigere, og med masser af gå-på-mod i forhold til Den Nordiske Filmmusikpris, som virkeligt lader til at vokse sig større og mere profileret år for år.
På gensyn i Norge i 2013.
Jesper Hansen