Instruktøren Ole Christian Madsen fortæller, at han altid forsøger at drage komponisten ind på et meget tidligt tidspunkt. Til gengæld blander han sig hele tiden.
Efterhånden har jeg lavet syv spillefilm, og fælles for dem er, at jeg forsøger at inddrage komponisten på et tidligt tidspunkt. På trods af, at jeg er lidt bange for det – for undertiden synes jeg ikke, jeg er klar. Men hvis han kommer ind senere, vil det blive for svært for ham at forholde sig ordentligt til alle de referencer, der ligger i filmen.
Det er typisk i forbindelse med den sidste gennemskrivning af manus, at vi mødes. Jeg beder om komponistens impulsive udspil. Det giver mig mulighed for at få et andet menneskes optik på det her; se hvad denne her idé inspirerer til? Det kan være en melodistemme eller en instrumentering, hvad som helst. Og jeg vil gerne overraskes.
Senere ser komponisten noget af det, som er klippet sammen. Nu er der kommet konkrete billeder på, og nu kommer der flere og flere toner, mere og mere instrument, mere og mere melodi – hvis altså det skal være der.
Pludselig kan jeg mærke det, mærke musikken. Som en følelse, energi, fremdrift.
Så sidder jeg og klipperen sammen omkring noget maskemusik, mens komponisten er sendt på sådan cirka 1 måneds arbejdslejr. Der får komponisten får fred og ro, og der blander jeg mig ikke.
Anderledes i den sidste runde. Der sidder vi et godt stykke tid sammen foran computeren med alle de der instrumentelle koncepter. Vi roder rundt og flytter på det, og jeg blander mig hele tiden. Hvis det skal indspilles, er jeg med. Alt kan instrueres, også et symfoniorkester. Med komponistens indsigt i musikken, og min intuition omkring forholdet mellem musik og film synes jeg, vi når længere, end hvis komponisten indspillede det alene med orkestret. Jeg kan for eksempel fortælle dem, hvornår det skal være mere aggressivt, hvornår der skal være mere energi, og ofte skal det være anderledes, end man kan forestille sig hjemmefra. På den måde er jeg med til at lægge et ekstra lag på musikken. Hvis jeg er for irriterende eller hvis det er helt forkert, det jeg foreslår, kan jeg altid undskylde mig med, at jeg er amatør. Jeg ved ikke noget! Og jeg blander mig kun i musikken, når det er aftalt. Ligesom en slags redaktør – eller meddigter.
Hvis ikke musikken fungerer, kan jeg ikke lægge den på. Jeg skal berøres.
Når jeg vælger en komponist til at lave musik til mine film, vælger jeg hele mennesket. De er valgt, fordi de ser verden på den måde, de gør. Den tone, de har – som mennesker. Det er også noget med arbejdsformen. De skal være procesorienterede. Være nysgerrige og ikke være selvforelskede. De skal kunne se deres musik, som noget, der kan flytte sig.
Ole Christian Madsen (født 1966) blev uddannet instruktør i 1993. Udover film (’Superclàsico’ (in pre production), ’Flammen & citronen’, ’Prag’, ’Nordkraft’, ’En kærlighedshistorie’, Edderkoppen’, ’Pizza king’) har han instrueret afsnit af tv-serierne TAXA og Rejseholdet.
Filmene har vundet en lang række priser. Blandt andet for bedste lyd og bedste musik.