Reportage fra Grand Scores

 

For andet år i træk dannede Berlin, i starten af februar, rammen om den prestigefyldte filmmusikpris “Grand Scores”.

Prisen er blevet til via et samarbejde mellem den glamorøse champagneproducent Möet et Chandon og ECSA, den europæiske lobbyorganisation for komponisters rettigheder.

Dette særegne samarbejde har ført til en pris som på rekordtid har formået at tiltrække oscar vindende komponister, stort tyske filmstjerner, og selvfølgeligt jeres udsendte BFM spion.

BFM er en del af ECSA, og er ansvarlig for at shortliste de danske nominerede i de to kategorier:

“Symphonic” og “Electro-acoustic”.

Disse nominerede bliver så, sammen med de andre nominerede fra hele Europa, bedømt af et kyndigt udvalg, hvorefter de tre mest populære film fra hver kategori, ryger videre til hoveddommerne, som så udvælger den endelige vinder.

De to danske bidrag var i år “Idealisten” (komponist: Jonas Struck) og “Familien Jul” (komponist: Nicklas Schmidt). Jonas klarede skærende igennem udvælgelsen, og blev således den ene nominerede i kategorien “Electro-acoustic”.
Hvis vi skal prale en smule – og det skal vi jo – så var samtlige tre nominerede i denne kategori fra de nordiske lande. Timo Hietala fra Finland og Trond Bjerknes fra Norge udgjorde de sidste to nominerede.

 

Selve prisoverrækkelsen fandt sted d. 10 februar på Hotel de Rome i , og Möet et Chandon hentede og bragte Jonas til og fra lufthavnen i en Porsche Panamera. (Så allerede dér har du jo den perfekte grund til at sende din film ind næste år!!)

Til trods for at antallet på de inviterede er fordoblet i forhold til sidste år, så er det stadig en særdeles eksklusiv event. Dette kan måles på antallet af fotografer, som flokkes om kendiser, jeg ikke aner hvem er!!

Men kendte har de helt sikkert været, og billeder fra festen var da også at finde på de tyske gossip-hjemmesider dagen efter. Ved en fejl havde et enkelt billede af en komponist også sneget sig ind!

 

Men aftenen handler jo om filmmusik, og der var også adskillige kendte komponister til stede: Patrick Doyle, Eric Serra, Anne Dudley, Stephen Warbeck, Bruno Coulais og Luis Ivars var blandt de fremmødte, og heldigvis var man ikke i tvivl om, at filmmusikken var i fokus denne aften.

Og det var den Europæiske filmmusik, der skulle fejres. Men det præsterede det indhyrede event-bureau gentagne gange at negligere. For det første var det amerikanske John Williams musik, der tonede frem, når man åbnede sin invitation. For det andet havde den playliste, som kørte aftenen igennem næsten ingen Europæiske komponister.

Derudover var aftenens underholdning et godt eksempel på, hvor langt man kan komme, når man både skal fejre filmmusik og samtidig gerne have laveste fællesnævner med.

Et band bestående af guitar, klaver, trommer, bas og sax, underholdt med Star Wars spillet på alt-sax, og sanghittet Time of My Life. Skal den høres, så vil jeg insistere på, at signatur bas-gangen spilles…

 

Noget som der til gengæld er helt styr på, er juryen og præsentationerne af de nominerede.

Man er slet ikke i tvivl om, at det er utroligt kompetente folk, som har taget sig god tid til at vælge de to vindere.

Anne Dudley præsenterede vinderen i “Electro-Acoustic” kategorien, finske Timo Hietala, og i “Symphonic” vandt englænderen Gary Yershon for sit Oscar-nominerede score til filmen “Mr. Tuner”.

Moet & Chandon Grand Scores 2016
Moet & Chandon Grand Scores 2016

Aftenens to andre priser gik til franske Eric Serra, som blev hyldet for sit bidrag til filmmusikken, og prisen for “unikt partnerskab” til den komponist Patrick Doyle og instruktør Kenneth Branagh.

Kenneth Branagh kunne desværre ikke være tilstede, men på en video til Patrick Doyle tog han sig god tid til at fortælle om deres samarbejde, og vigtigheden af komponistens arbejde.

Hele aftenen blev rundet af med dessert og mingling i tilstødende lokaler. Dette fungerede rigtigt fint, da man således kunne gå rundt og snakke med hvem, man nu havde lyst til.

Som enhver god fest jo gør, så stimlede en god håndfuld komponister sammen om flyglet, og skiftedes til at spille. Nøjagtigt lige så hyggeligt som sidste år. En forskel fra sidste år, var dog mængden af mad.

Sidste år var der rigeligt. Det var ikke rigtigt tilfældet i år.

Så da det hele så småt begyndte at lukke ned, var Jonas Struck, Nicklas Schmidt og undertegnede ikke i tvivl om hvordan en super god aften kunne slutte helt på toppen:

Med en tysk carry-würst!

Så vi drog ud, i vores stiveste puds, i den tyske nat, for at finde lidt natmad. Det kunne ikke være bedre!!

Grand Scores kan, og vil, rigtigt meget. Dette er kun andet år det afholdes, og Möet & Chandon bliver mere og mere vilde med det. Så jeg er sikker på at der for hvert år vil komme endnu mere fokus på de små ting, som er med til at gøre helheden bedre.
Herfra skal der lyde en STOR opfordring til alle komponister i BFM om at indsende jeres musik, når vi beder om det.

Vi kan ikke garantere en nominering, men det vil være dumt at snyde sig selv for sådan en oplevelse som det måske kan føre til.

På vegne af BFM

Jesper Hansen

Se ECSAs beskrivelse her