Sami Saif – enormt træt af samlebåndsstrygere

 

Foto: Asta Nielsen
Foto: Asta Nielsen

Til mange af mine film er der faktisk ikke komponeret musik – jeg benytter mig mere af den musik, der er i de rum, jeg filmer. Men der, hvor der er en komponist inde over, er det min erfaring, at det går bedst, hvis jeg helt holder mig væk.

Ofte kommer komponisten ind, når filmens råmateriale er der. Så er det et samarbejde mellem klipperen og komponisten. Et meget teknisk samarbejde.

Det er en enkelt scene, der starter det hele. Der, hvor man har lavet noget, der er godt. Det er herfra det går, og det er herfra det vender, det er herfra, det kan gå op eller ned. Her kommer filmens musikalske tema ind. Når man så har det tema, bliver det fantastisk.

Der skal være en grund til, at musikken er der. Og der skal være en grund til, at det netop er den musik, der er der. Musikken skal være 1 til 1. Det er meget mere end underlægningsmusik.

Tænk for eksempel på startscenen i filmen ’E.T.’(John Williams). Det hele starter med musikken, og det kører over de første 12 minutter i filmen. Hårene rejser sig, når bare jeg tænker på det. Eller musikken til ’Lawrence of Arabia’ (Maurice Jarre). Den der fantastiske storladne musik kommer på, når han ser ørkenen for første gang.  I det tilfælde er det helt ok med strygere.

Men som det er nu i Danmark, hvor musikken oftest kommer på i sidste øjeblik og, hvor komponisten nogle gange får tre uger til at sætte musik til en film, ender man ofte op med disse her supermarkedsstrygere. Eller elevatorstrygere. Jeg er dødtræt af det.

Det er helt langt ude, så sent musikken kommer ind. Også når man tænker på, de vanvittigt gode komponister, vi har her i Danmark. Hvis man giver dem nogle ordentlige arbejdsforhold, vil det ændre på deres position.

Så vil vi begynde at få respekt for deres arbejde.

Om Sami Saif
Uddannet ved Den Danske Filmskoles tv-linie i dokumentarfilm I 1997. Han har arbejdet med produktioner på DR’s B&U afdeling og som dokumentarfilmkonsulent på Zentropa Real.
Saif er søn af en dansk mor og yemenitisk far. Efter to dage forlod han sin læreplads som tjener og fik job på en lokal tv-station.
Han lavede i 2000 “The Video Diary of Ricardo Lopez”. Sammen med sin kæreste Phie Ambo lavede han i 2001 dokumentarfilmen “Family”, hvor han søger sin forsvundne far. Det blev en lang følelsesladet rejse, der blandt andet bragte ham i kontakt med en ukendt halvbror, der går med toupé og er popsanger i Yemen. Seneste film, 2008, er ’Paradis’.