Alt hvad du skal vide om filmmusik

I samarbejde med værkstederne under Fonden Filmtalent, European Film College og Filmskolens efteruddannelse tager filmkomponisterne Anna Rosenkilde og Jesper Hansen en tur rundt i landet.
Formålet er at informere filminstruktører, producenter og klippere om de mange aspekter, der ligger i deres arbejde med filmmusik og samarbejde med filmkomponisten.
I et 2 ½ timers forløb, og med masser af plads til at få svar på deltagernes egne spørgsmål, vil de komme rundt om følgende emner:
– Hvad er filmmusik? Og hvilke typer musik findes der til film?
– Hvad kan en filmkomponist tilføre dit projekt?
– Vi gennemgår en films forløb med musikken for øje, fra manuskript til færdig film.
– Hvordan forløber samarbejdet med filmkomponister – og hvem på holdet arbejder typisk sammen med komponisterne?
– Økonomi – hvad koster det at få musik på din film. Fra gratis til Hollywood
– Den gode kontrakt
– Rettigheder for brug af musik – Myter og fakta
– Cue-sheets og anden rapportering – i Danmark, i Europa og i den store verden
Du kan møde:
Anna Rosenkilde er uddannet filmkomponist fra Syddansk Musikkonservatorium og har de seneste år skrevet musik til adskillige fiktions-, dokumentar- og animationsfilm – heriblandt dokumentarfilmen “Dreaming Murakami” (2017), som har fået succes på filmfestivaler verden over. Musikken er ofte atmosfærisk, enkel, melodisk og poetisk, og blander akustiske og elektroniske elementer. Anna har også udgivet to soloalbum og spillet mange koncerter. Hendes kompositioner omfatter sange, musik for kor, musik til en danseforestilling og musik/lydkunstdelen af en samling af audiovisuelle kunstværker.
Jesper Hansen har skabt musik til kortfilm, serier og film siden 2008. Blandt andet *Daniel Rye – livet efter Syrien’ (2020) og ’An eternity of you and me’ (2022). Jesper Hansen er meget aktiv i forbindelse med de politiske og formidlingsmæssige lag omkring filmmusikken. 2011 – 2024 har han siddet i bestyrelsen for Brancheklubben for Film og Mediekomponister, og er forperson for den europæiske fællesorganisation for filmkomponister, FFACE og næstforperson i sammenslutningen af europæiske komponister, ECSA.
PROGRAM
Tirsdag 4. november 17-19:30: Filmværkstedet København med SUPER 16
Fredag 7. november 17– 19:30: Filmværksted Aarhus, Super 8 og DOKTRIN
Mandag 10. november 17-19:30: Odense Filmværksted og 18 Frames
Tirsdag 18. november 17-19:30: Filmskolens Efteruddannelse på Koda
Onsdag den 19. november 16:00-18:30 – Filmværksted Viborg og The Animation Workshop, VIA University College
Torsdag 20. november 9:40-12:20 European Film College (lukket arrangement)


