En tur til Cannes

Cannes er en lille Provencalsk kystby som putter sig så fint på Cote d’Azur: den har egentlig ikke gjort noget galt og ville formentlig være endnu en pæn ferieby med et par casinoer, lidt betalingsstrand og et solhatte-udsalg – var det ikke for Cannes Film Festival.
Det var dét tumultariske sceneri Jesper H og jeg tog ned for at være en del af i tre hektiske dage – af kendere omtalt som ‘verdens største julefrokost’, ‘et gedemarked’ og ikke mindst et knudepunkt for alt der har med film at gøre. Hele verdens filmbranche er simpelthen samlet her i den uges tid festivalen varer, dels for at indgå aftaler om distribution og salg af film – men overvejende for at netværke. Der er ikke frygteligt mange andre steder, hvor så mange branchefolk samles på een gang.
For en filmkomponist er det efter vores opfattelse derfor et meget vigtigt sted at være: det er her, du plejer dit netværk og udvider det, det er her du baner vejen for din videre karriere. Det er også her du risikerer svære tømmermænd og akut rosévins-forgiftning. Men det er en anden snak.
For os som repræsentanter for BFM var det i denne omgang vigtigt at få snakket og udvekslet med såvel vort Nordiske netværk NFCN og vores Europæiske organisation FFACE, samt at få et overblik over muligheden for at tilbyde BFM’s medlemmer en indgang til festivalen.

IMG_8632

 

IMG_8636

 

IMG_8637

 

Det man har brug for i Cannes, er et sted at bo, transport til og fra lufthavnen og info og adgang til så mange relevante receptioner og events som muligt, ikke kun på den skandinaviske pavillon og -terrasse, men også gerne på vores europæiske søsterorganisationers.
ad logi) vi tænker at man må kunne leje noget større hvis man er ude i god tid og ved at et givet antal BFM-medlemmer vil med. Logi er naturligvis dyrt i Cannes, så jo tidligere vi kender et deltagerantal – jo mere centralt kan vi booke værelser.
Personligt forsøgte vi os med den model der hedder Air b’n’b, et fornuftigt bud prismæssigt men desværre lå huset på den anden side af bjerget, ca 6,5 km landevej væk fra centrum. 
ad fly og transport) det samme gælder her. Køber man enkeltbilletter to uger før, koster de 2000 kr hver vej. Køber man en gruppebillet 3 måneder i forvejen – og lejer en bus i lufthavnen – kan det gøres til en langt mere fornuftig pris
ad info) vi er sikre på at DFI vil bakke os op og hjælpe os med invitationer og hints om hvor der er interessant at være; det hjalp de i hvert fald med stor glæde os med.
Så altså. Vi har været der, og med egne legemer fået en ide om, hvad man skal og ikke skal gøre.
Vi vil fremover stille denne viden og know how til rådighed for BFM og arbejde på at gøre festivalen mere tilgængelig for BFM’s medlemmer.

/Halfdan

da_DKDanish