… lyden af dansk kultur?

Fredag den 10. september var BFM og FAF bestyrelsesmedlem Jørgen Lauritsen i Kulturministeriet til dialogmøde vedr. det kommende filmforlig. Sammen med andre centrale aktører fra den danske film- og tv-verden, blandt andet Palle Strøm fra TV2, Kenneth Plummer fra DR, Klaus Hansen fra Pro-f, Martin Strange Hansen og Sandra Piras fra instruktørforeningen, m.fl., mødte FAF – og dermed BFM – en meget lyttende minister og tilhørende embedsfolk. 

Jørgen Lauritsens oplæg til møde i kulturministeriet 10/9 2011.

Jeg vil gerne fortælle om Danske komponisters forhold i filmbranchen. Lad os forestille os, at komponisten har en varebil fyldt med toner, stemninger og melodier i forskellige skuffer. Dem bruger han til sammen med filmens instruktør at skabe minder, fart og tempo, baggrunde, følelser – så publikum oplever historien gennem det vi ser og musikken vi hører. Det gør danske komponister på en særlig måde fordi vi bygger på dansk kultur og tradition – hvad det så iøvrigt er. På den måde kan vi gå ud og erobre dansk publikum og hele verden sammen, som det pt sker i Stieg Larsson Trilogien (Nordisk samarbejde), DRs TV-drama, dokumentar om Milosevic og mange andre film/tv produktioner med dansk musik.

Der er selvfølgelig inspirationer fra hele verden for Danmark er ikke en ø, men inspirationerne høres med vores ører og gennem egen skabende kraft og idérigdom beskriver vi dermed verden. På den måde møder Ray Charles, Indiske Ragaer, Ludvig van Beethoven og Gorm den gamle hinanden i dansk filmmusik – netop nu! 

MEN hvis man i stedet ringer til Polen eller Tjekkiet “for de er meget billigere” så kommer dansk film og tv til at lyde som alt muligt andet. Det lyder i hvert fald ikke som dansk kultur. er det sådan politikerne ønsker støtten anbragt?

Vi snakker kulturstøtte, vi befinder os i kulturministeriet. Derfor bygger det hele på Dansk kultur. Det mener jeg vi er sat i verden for at inspirere og forsvare. Det kan ikke lade sig gøre uden at sætte Dansk kultur i arbejde. Konkret komponister og øvrige filmarbejdere.

Vi er her for at advare mod en udvanding af det internationalt set usædvanligt høje kunstneriske niveau dansk film befinder sig på. Det vidner mange priser og eksport om. Der er et helt særligt lys, tone, stemning, musik som vi skal bevare. Det vil verden gerne se og høre!

Vi anerkender fuldt ud instruktørens kunstneriske valg og ansættelse af særligt kvalificerede filmarbejdere uanset nationalitet. Vi forestiller os ikke at der kun “må” bruges danske komponister i danske film. Men valget skal ikke træffes udelukkende af sparemæssige hensyn.

På vegne af alle danske komponister involveret i film- og TV-produktion, tak fordi jeg måtte holde dette oplæg.