Vedtægter for Brancheklubben for Film- og Mediekomponister
Brancheklubben af Film- og Mediekomponister (BFM) er en klub under de tre komponistfraktioner DKF, DPA og DJBFA og musikforlæggerne. I samarbejde med disse skal BFM arbejde for at skabe gode vilkår for danske komponister, hvis primære virksomhed vedrører musikværker, der benyttes i audiovisuelle medier, TV, kort-, dokumentar- og spillefilm.
Klubbens formål er at sikre en synliggørelse af dansk filmmusik, herunder en øget bevidsthed om musikken som en væsentlig, selvstændig og integreret del af filmen. I klubbens arbejde lægges der i alle henseender særlig vægt på interesserne for danske ophavsmænd.
Klubben skal fremme medlemmernes interesser i forhold til andre organisationer, foreninger, offentlige myndigheder m.v. Brancheklubben kan sammen med KODA organisationerne indgå aftaler på vegne af medlemmerne. Klubben kan endvidere repræsentere danske komponister over for den europæiske film- og mediekomponist forening FFACE
1. Medlemskab
Som medlemmer af BFM kan optages komponister, som har en væsentlig produktion inden for audiovisuelle medier, TV, kort-, dokumentar- og spillefilm. Det er en ufravigelig forudsætning for optagelse i klubben, at man også er medlem af KODA. Ansøgning om optagelse behandles af klubbens bestyrelse efter kriterier, som fastlægges og offentliggøres.
2. Medlemspligter
Ved medlemskab i klubben bliver medlemmet umiddelbart bundet af klubbens til enhver tid gældende vedtægter. Desuden forpligter medlemmet sig til at respektere de aftaler, som bestyrelsen i samarbejde med de tre komponistfraktioner og KODA måtte indgå. Medlemmer som groft bryder med klubbens vedtægter eller aktivt modarbejder klubben og dens renommé, kan ekskluderes. Beslutning om eksklusion tages af generalforsamlingen med 2/3 flertal efter indstilling fra bestyrelsen.
3. Generalforsamling
BFMs højeste myndighed er generalforsamlingen, som består af alle klubbens medlemmer. Generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af 3. kvartal. Generalforsamlingen beslutter klubbens vedtægter. På den ordinære general-forsamling behandles ledelsens årsberetning og regnskab, og der foretages valg af bestyrelse. Generalforsamlingen kan fastsætte et kontingent.
Ændringer af vedtægterne, etiske regler og beslutning om opløsning af klubben kræver, at 2/3 af klubbens medlemmer møder til generalforsamlingen, og at 2/3 af de fremmødte stemmer for forslaget. Hvis der ikke er mødt 2/3 af klubbens medlemmer, men forslaget vedtages af 2/3 af de fremmødte medlemmer, sammenkaldes med 14 dages varsel en ny generalforsamling, der uanset de mødendes antal kan vedtage det foreliggende forslag med 2/3 stemmeflerhed.
Generalforsamling indkaldes med mindst 3 ugers varsel. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, herunder kandidater til valg til bestyrelsen, skal fremsendes skriftligt til bestyrelsen mindst 14 dage før generalforsamlingen.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når et flertal af bestyrelsen eller mindst halvdelen af klubbens medlemmer skriftligt har begæret det.
4. Bestyrelse
Den daglige ledelse af BFM varetages af en bestyrelse på 5-8 medlemmer. Bestyrelsen vælges for et år ad gangen og konstituerer sig selv med en formand, som under ansvar over for bestyrelsen har fuldmagt til at udføre alle løbende forretninger, herunder forestå forhandlinger overfor andre organisationer, foreninger, myndigheder m.v. jf. formålsbestemmelsen i pkt. 2.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
5. Medlemsmøder
Bestyrelsen indkalder til medlemsmøde mindst en gang hvert år udover den årlige generalforsamling eller når det måtte være påkrævet. Der skal indkaldes til medlemsmøde, hvis mindst 1/3 af medlemmerne ønsker det.
Et medlemsmøde har ingen besluttende myndighed.
Således besluttet på den stiftende generalforsamling onsdag d. 26. april 2006.
