Producenter og musik

Producenter og musik – hvad har det med hinanden at gøre. Svaret er enkelt: Meget! I hvert fald, hvis man spørger de to producenter, Eva Jakobsen, medejer af produktionsselskabet Snowglobe og med film som ‘Western Arabs’, ‘Trækfugle’, ‘Kød & Blod’ og ‘En Hvid, Hvid Dag’ på CV´et og Jesper Morthorst, medejer af produktionsselskabet Motor og producent på blandt andet tv-serierne ‘Rita’, ‘Fred til lands’, ‘Norskov’ og spillefilm som ‘Heartstone’, ‘Stille hjerte’ og ‘Pagten’.  

’Det gælder om at finde de rigtige personer til projektet!’ Så kort kan Jesper Morthorst forklare sit arbejde som kreativ producer.
’Og så gælder det ellers om at holde lav profil. Lade være med at gå i vejen, og lade folk gøre det, de er bedst til.’ Eva Jakobsen supplerer: ‘Og jo mere erfaren man er, jo mere lærer man at give plads til andre – og udvise den tillid, der skal til.’

Det var to musik-passionerede og vidende producenter, som Brancheklubben for Film og Mediekomponister og Johan Borups Højskole havde sat i stævne mandag 2. november 2020.
Mens BFM-medlem Niklas Schak førte samtalen gennem en lille håndfuld af producenternes medbragte eksempler på brugen af musik i film og tv-serier udfoldedes forskellige aspekter af det at arbejde som producent.

Som Eva Jakobsen siger:
’Opgaverne er forskellige. De former sig efter, hvilke behov projekterne har.’

Kød og blod 

Som et eksempel tager hun arbejdet med Jeanette Nordahls debutspillefilm, ’Kød og blod’, en blodig og meget lidt pæn skildring af en familie, hvor volden er et grundlæggende vilkår.

’Det var vigtigt at finde musik, Jeanette kunne bruge dynamisk til at skabe kontraster i filmens udtryk. Jeg havde længe kendt til komponisten Frederikke Hoffmeier (Puce Mary), og vores samtaler begyndte allerede på manuskriptplan.’

Frederikke Hoffmeiers score kan nærmest betegnes som støjkunst, og i det klip som Eva Jakobsen havde taget med, står musikken som en truende modpol til en idyl. Og når idyllen viser sig at være ond og voldelig, strammer musikken skruen yderligere.

Fred til lands 

Det samme gælder den rolle, som canadiske Colin Stetsons score har i DR tv-serien ‘Fred til lands’; fortællingen om en lille by, der lider under en psykopats terrorregime, og hvordan en håndfuld såkaldt almindelige borgere beslutter sig for at dræbe ham. Det klip, som Jesper Morthorst har taget med, går ind og ud af score og real-musik:
‘Musikken er nærmest mere styrende for fortællingen om en rejse ned i helvede, end billederne er,’ siger Morthorst, om det musikalske univers og samspillet mellem billede, musik og lyd, der er udviklet i tæt samarbejde mellem komponist, instruktør Louise Fridberg og lyddesigner Morten Groth Brandt.
Se klippet her 32 minutter inde og ca 8 minutter frem.

Rita
Jesper Morthorst viste også et klip fra Netflix tv-serien ’Rita’, som han fra 2012 til 2020 har produceret i 40 afsnit. I alle episoderne er det Kristian Leth og Fridolin Norsø, der har lavet score eller leveret – eller fundet frem til – de allerede færdigproducerede numre, som understreger handlingen.

’De to danske komponister er også udøvende musikere. Og de tager en masse fed musik og fede numre med ind i serien,’ siger Jesper Morthorst.

Brakland
For spillefilmen ‘Brakland’ var de musikalske valg også indlysende. Filmens instruktør Martin Skovbjerg er en del af bandet AV AV AV, og da produktionen var i den allersidste del af klippefasen, tog Martin fri fra den del af arbejdet og tog i sommerhus med de andre fra AV AV AV,  August Fenger og Anders Dixen for at skabe scoret.
’Det score, som man kan høre, blev i meget store træk skabt i den uge. Scoret går ind som en ekstra motor, og det er virkelig musikken, der binder det hele sammen,’ siger Eva Jakobsen om det Robert-prisvindende score, og fortsætter:
’Det er den film, jeg har produceret, hvor folk har spurgt mest interesseret ind til scoret.’

Læs mere om AV AV AV og deres arbejde med musikken til ‘Brakland’ her.