BFM var til ACTA høring i DR-Byen d.27 februar

I en hyggelig sal i DR-Byen var vi vel et par hundrede mennesker, da der blev budt velkommen.

Panelet bestod af Morten Messerschmidt, Pia Olsen Dyhr og Trine Bramsen.

I kan læse generelt om debatten på DR´s hjemmeside 

Jeg vil i stedet fokusere lidt på det der er relevant for vores faggruppe. Det er desværre hurtigt overstået, da politikerne var mere interesserede i pinlig mudderkastning, end egentligt saglig og faglig debat. Flere gange måtte folk i salen råbe dem op og bede dem forholde sig til problematikkerne, der blev fremstillet.

Rettighedsalliancen var blandt de 4, der blev bedt om at komme med et treminutters oplæg. De var også de eneste, der bragte de problematikker, vi søger at belyse på banen. Samtidig var de de eneste, der var tilhængere af ACTA.

Få gange kom panelet ind på den digitale side af sagen, og især Trine Bramsen virkede oprigtigt interesseret i problematikken omkring piratkopiering mv.

Ellers må jeg indrømme, at der ikke var meget at hente for os i BFM. Det var ikke spild af tid, men det grænsede derhenad. Alle de uoplyste aktivister, der tosser rundt med deres skilte uden at kende op eller ned på fakta, blev ikke klogere på noget, og de problemstillinger, som der blev belyst var mere overordnet om ACTA, og hvorvidt Pia Olsen Dyhr havde skrevet under på noget eller ej…

Så min konklusion er, at det var grænsende til pinlig opførsel af Morten Messerschmidt (og egentligt også Pia Olsen Dyhr). Morten har egentligt nogle gode pointer, men de drukner i hans trang til at virke overlegen. Spørgsmålene fra salen blev sjældent besvaret konkret, og det hele blev, som sagt, til en gang politisk “jo du har så – nej har jeg ej” mudderkast.

Jeg er stolt over, at BFM er blandt de 14 organisationer, der har sendt høringssvar ind, og vi skal endeligt blive ved med at arbejde aktivt for det!! I denne omgang fik vi ikke noget konkret ud af det, men vi ved, at vi er blevet læst og hørt!!!!

Der er helt klart grobund for nogle gode debatter, og der er lagt op til, at den endelige aftale først falder på plads om et par år. Så lur mig om ikke tingene ser anderledes ud der!

Venlig hilsen fra jeres udsendte bestyrelsesmedlem.

Jesper Hansen

 

da_DKDanish